Arealudvikling for vinavl i Danmark
Baggrund:

Siden Danmark blev godkendt som vinland i år 2000, er det dyrkede areal vokset eksponentielt

At Danmark har udviklet sig som vinland bliver naturligvis hjulpet på vej af klimaændringerne, men det, der virkelig har betydet noget, er, at der ved hjælp af forædling bliver udviklet druer som Solaris, der kan modne stabilt i det skandinaviske klima.

Solaris er blevet den primære druesort i Danmark og står for ca. halvdelen af det dyrkede areal.

Udvikling i varmesum

Klimaets betydning

Det, der betyder noget for modningen af druerne, er den totale varmesum beregnet med 10 grader som basistemperatur.
Målinger viser, at varmesummen i Danmark vokser med ca. 40 for hver 10 års periode.

Dvs at der går 80-100 år, inden vi når den varmesum på 1100-1200, som tidligere var normalen for Champagne og Rheingau. Derfor er der er lange udsigter til, at vi kan dyrke de klassiske druesorter som f.eks. Riesling, Pinot Noir, Chardonnay og lignende.

druernes modningstid

Modner druerne?

Solaris modner i Danmark i løbet af 95 dage fra blomstring til høst, hvilket svarer til ca. 1. oktober. Det betyder, at den modner stabilt hvert år med et godt udbytte og god syre og aroma.

Der dyrkes mange andre druesorter hos de danske vinavlere, men de fleste sorter modner for sent til at kunne producere kvalitetsvin i andet end de allerbedste (sjældne) år. Derfor er der brug for at der udvikles flere druesorter, der kan modne lige så godt som Solaris og er lige så robuste at dyrke.
Sorter, som Ortega, Madeleine Angevine og Siegerrebe modner godt, men disse gamle Europæiske sorter har ingen modstandsdygtighed mod de alvorlige sygdomme meldug, vinskimmel og gråskimmel. De kræver derfor megen sprøjtning. Andre sorter (Vilaris, Riesel, Phönix, Zalas Perle, Orion og Bianca) høstes umodne og kan kun bruges til mousserende vin.

Det er problematisk at basere en så stærkt voksende industri på kun een druesort. Også selvom den er utrolig alsidig.

Bæredygtig vinavl

Tyske forskningscentre har i løbet af de sidste 80-90 år arbejdet på at udvikle svamperesistente druer, der kan modstå meldug og andre svampesygdomme i vinmarkerne. De nye sorter, der kaldes PIWI (”Pilzwiederstandsfähige rebsorten”), kan nedsætte forbruget af fungicider med op til 80%.

Dette er ekstremt vigtigt, for – selvom vinavl kun udgør en meget lille del af det samlede landbrugsareal (1-3 %) i de store vinlande, – så står de for den allerstørste andel af det samlede fungicidforbrug (ca. 2/3).

Dvs at anvendelse af de nye druesorter udgør et meget vigtigt skridt mod en mere bæredygtig vinavl i fremtiden.
Skandinavien er den eneste vinregion i verden, der næsten udelukkende er baseret på høj kvalitets PIWI-druer.

FastGrapes samarbejder med Julius Kühn Instituttet, Siebeldingen om udvikling af en serie druesorter, der specifikt udvælges til at modne samtidig med Solaris.

Vision / goal

Det primære mål for FastGrapes er – at udvikle 2-3 nye blå druesorter inden 2030, så der også kan dyrkes og fremstilles højkvalitets rødvin i Danmark.
Det sekundære mål er – samtidig, at udvikle et par grønne druesorter, der kan supplere Solaris til hvidvin (med andre aromaprofiler).